Velkommen til Himmeltræet! Vi er en integreret daginstitution med en vuggestueafdeling og en børnehaveafdeling, som ligger i Valbys Kulbanekvarter. Vi har plads til 137 børn fordelt på fem vuggestuegrupper, to børnehavegrupper og en storebørnsgruppe for de børn, der skal starte i skole. Daginstitutionen består af to huse, der ligger overfor hinanden med legepladsen som midtpunkt.
Fysiske rammer
Vores legeplads er vores grønne perle, og vi er ude alle dage året rundt. Legepladsen har masser af plads at boltre sig på og har bakker, grønne buske og gamle træer. Blandt andet vores himmeltræ, der troner op mod skyerne foran indgangen til huset.
Vores legeplads tilgodeser alle aldersgrupper og stimulerer børnenes sanser og styrker deres kreativitet. Vi har blandt andet rutsjebaner, gynger, en lille boldbane og en købmands- og isbutik. Vi har også en lille vuggestuelegeplads på den anden side af huset, hvor der er masser af skygge, niveauforskelle, sandkasse og gynger.
Vi er så heldige, at vi har nogle kreative medarbejdere, der er dygtige til at indrette forskellige legerum og legezoner. Det bærer huset indenfor præg af. Fx har vi et ’bilrum’, hvor børnene kan bygge store bilbaner og to krea-rum, hvor der er plads til at lege med maling, papmaché og alt det, der sviner lidt. Vi har også et motorikrum med boldbassin, gynge i loftet, madrasser og puder. Stuerne er zoneopdelt med fx et læsehjørne og et hjørne med legekøkken. På den måde er det tydeligt, hvad børnene kan lave hvor, og der er rig mulighed for fordybelse.
Nærmiljø og samarbejde med plejehjem
Vi bruger vores nærmiljø rigtig meget og elsker at gå ture. Vi har Kulbaneparken i baghaven og Vigerslevparken tæt på. Der kører også bus lige udenfor døren, hvis vi får lyst til at tage på opdagelse længere væk.
Derudover har vi et tæt samarbejde med vores nabo, plejehjemmet Huset William, som vi somme tider besøger. Så leger børnene i gården og snakker med de ældre. Vi oplever, at de to grupper er rigtig gode for hinanden. Børnene skaber liv, og de ældre skaber ro.
Vores pædagogiske ramme
Pædagogikken i Himmeltræet er baseret på et anerkendende menneskesyn, hvor der er nærvær, indlevelse, tolerance og velvillige fortolkninger – og hvor vi tror på, at børnene gør det bedste, de kan, i de situationer, kontekster og miljøer, de er i.
Det pædagogiske personale støtter, guider og udfordrer børnene, både når der er tale om børne- og vokseninitierede aktiviteter og ved spontane og planlagte situationer i form af leg, aktiviteter og rutiner.
Arbejdet med barnets læring i Himmeltræet tager udgangspunkt i et bredt læringsbegreb, hvor barnets kropslige, motoriske, sociale, emotionelle og kognitive læring alle er vigtige elementer i det pædagogiske arbejde.
Leg, dannelse og læring sker i børnefællesskaber, som det pædagogiske personale sætter rammerne for. Relationer og venskaber er nemlig afgørende, for alle børn skal hos os opleve at være en del af fællesskabet og blive respekteret og lyttet til.